Hvem er AIDS-Fondet?
AIDS-Fondet opstod ud af hiv/aids-krisen i 80’erne og 90’erne.
I vores arbejde bruger vi de erfaringer, vi har fået gennem næsten 40 år, til at kæmpe for retten til bedre seksuel og mental sundhed for alle, men særligt LGBT+ personer og unge op til 30 år og mennesker med hiv.
Vores klinikker for seksuel sundhed, Checkpoint, når målgrupper, som andre har svært ved at nå; nemlig særligt sårbare LGBT+ personer og unge, der ellers ikke ville gå til lægen.
Vi tilbyder test for sexsygdomme samt rådgivning bl.a. i forhold til overgreb, grænsesætning, chemsex, seksualitet, sex og livet med hiv.
Vi er en del af den globale hiv-indsats
I 2025 er den globale hiv-indsats truet og vi venter en potentiel humanitær katastrofe.
Selvom verdens lande var på rette vej i kampen mod hiv og aids, går det nu den anden vej, og 20 millioner menneskeliv er i fare. UNAIDS estimerer, at 6,3 millioner mennesker vil dø af aids inden 2029.
Det sker, fordi Trump har stoppet udviklings-bistanden og herunder indsatsen mod hiv og aids.
AIDS-Fondet arbejder for, at Danmark styrker den globale indsats med flere ressourcer til de mest udsatte, som ikke længere kan regne med amerikansk hjælp.